Mette Mailund Strong i Galleri InSide
Livet oversat til maleri
Inspirationen til Mette Mailund Strongs billeder kommer fra mange forskellige kulturer. Hun kombinerer den klassiske ornamentik med mønstre og gentagelser fra det moderne liv. Dermed bliver billedsproget et symbol på individets og samfundets rutiner og traditioner på en finurlig og underfundig måde.
I billederne, hvor vi er på vej fra et sted til et andet, kan man f.eks. få øje på: målebåndet. dækspor, landevejens stiplede linier, et murværk, elementer fra printplader og farmors hæklede mellemlægs-servietter.
Billederne insisterer på tid og refleksion. Samtidig kommenterer de på deres egen måde trædemøllen, som vi alle mere eller mindre hænger fast i.
Beskueren inviteres til at give slip på hverdagens daglige udfordringer og lade sig føre ind i en musikalsk, kompleks, poetisk og sanselig verden. Her står tiden stille, og man kan være til stede i oplevelsen af maleriet som et barn – opslugt af leg.
På udstillingen vises bl.a. oliemalerier, lithografier og gouachebilleder.
Der er fernisering lørdag d. 25. februar kl. 13, hvor kunstneren vil være til stede. Alle er velkomne.
Hvis du vil vide mere om Mettes kunst, han du finde det her: www.mettestrong.dk
