En kniple-historie der blev en knippelgod hobby
Aase Vonsild, Hammel, har i ca. 25 år interesseret sig for knipling. Hun havde fået et gammelt kniplebræt af en veninde, der havde arvet det efter sin oldemor. Da hun har læst håndarbejde på lærerseminariet, var det den gren af håndarbejdet, der blev udforsket. Ved et tilfælde fandt Aase frem til en, der kunne vise hende grundteknikkerne og fortælle hvilken bog, hun skulle købe, så hun kunne lære mere. Efterfølgende har hun deltaget i forskellige weekendkurser.
I forbindelse med et job på et plejecenter startede Aase med at undervise de ældre damer, der kom der. Siden år 2000, hvor hun oprettede sit eget kniplehold i privaten, har Aase undervist kniplersker i forskellige aldre, den ældste var 99 år og den yngste var 8 år, da hun startede.
Torsdag den 9. februar kl. 15.30-17.30 har man mulighed for at se, hvordan man knipler, da Aase Vonsild vil undervise sit kniplehold på Ulstrup Bibliotek og de deltagende strækker sig lige fra to 9-årige piger over gymnasieelever til de midaldrende.
Udstillingen kan ses fra fredag den 3. til mandag den 27. februar på Ulstrup Bibliotek, Hovedgaden 60, 8860 Ulstrup.
