Billetsalget til efterårsprogrammet er startet

Arkiveret under
Programmet husstandsomdeles d. 10. og 11. august. Billetter kan købes fra d. 10.8. Dog kan "Du store verden"-pakken købes fra d. 2.8.

Efterårsprogrammet 2010 for biblioteker og kulturhuse lander d. 10. og 11. august i postkasserne, men kan allerede nu ses her.

Overskriften - Pistolen i koppen - refererer til programforsiden, der prydes af Michael Bredtveds underfundige maleri. Billedet indgår i udstillingen ”IT IS NOT A TEA PARTY”, der vises i Uhresalen, Hinnerup Bibliotek & Kulturhus fra den 29. oktober til den 4. december.

Udstillingen er et af de ca. 130 arrangementer, der præsenteres i det 28-sider store program, hvor bibliotekerne og kulturhusene i efteråret inviterer til store oplevelser, der tilsammen rummer festlige, fornøjelige, tankevækkende, barnlige, lærende, kreative, udfordrende og legende elementer for alle aldersgrupper og alle sanser.

Der er kendte navne som Henning Stærk og Joan Ørting, og der er mindre kendte navne, men fælles for dem alle er, at kvaliteten er i top. Nogle af arrangementerne vil man kunne finde også i de større byer, men der er også arrangementer, som tager særligt sigte på de lokale interesser i Favrskov – fx en fantasy-novelle konkurrence for alle børn i 5. – 7. klasse i Favrskov.

Bibliotekerne og kulturhusene håber med dette femte, store fælles programudbud, at endnu flere vil blive opmærksomme på de mange attraktive kulturelle tilbud Favrskov Kommune har til hele familien lige om hjørnet i det lokale kulturhus.

Så vi glæder os til at fylde husene til efteråret!

Billetter kan købes fra tirsdag den 10. august 2010 i kulturhusene og på nettet:

 www.favrskovbilletten.dk

I august er der mulighed for at købe en ”Du store verden”-koncertpakke, der giver adgang til 4 koncerter for den yderst rimelige pris á 200 kr. Tilbuddet gælder kun i august måned. Herefter sælges billetterne enkeltvis til ordinær pris. ”Du store verden”-koncerterne er støttet af Favrskovs Kultur- og fritidsudvalg. Se nyhed om pakken her.

 

 

Handlinger tilknyttet webside