Du er her: Forside Kulturhuse Hinnerup Bibliotek & Kulturhus Brugermøde 2010

Brugermøde 2010

Referat af mødet tirsdag d. 16.3.2009 kl 19.30

Brugermøde i Hinnerup Bibliotek & Kulturhus, tirsdag 16 marts 2010

Velkomst ved Tine Rydahl (TRV)– leder af Hinnerup Bibliotek & Kulturhus

Afholdelse af det årlige brugermøde er politisk besluttet, men samtidig en oplagt måde hvorpå vi kan inddrage brugerne i hvad der rører sig på bibliotekerne og i kulturhusene, og få feedback på  det vi gør og måden vi gør det på.

 

TRV foreslog en kort introduktionsrunde:

Erik Vestergaard                Foreningen Norden

Kirsten Andersen               Bruger/Låner

Viggo Lund                         Hinnerup Koret

Kirsten Winkler                   Hinnerup Koret

Svend Holm  Bruger/Låner

Hele Skau Madsen            Bruger/Låner – samt repræsentant for Venstre

Lisbeth                                Diabetesforeningen i Favrskov

Dan                                     Diabetesforeningen i Favrskov

Thorkild Pedersen              Bruger/Låner samt FOF repræsentant

Grethe Abildgaard              Bruger/Låner samt repræsentant for Sorggruppen

Jane Vraa                           Bruger/Låner & repræsentant for Hinnerup Midtbys Beboerforening

Thomas Storm                   repræsentant for KF samt ’Far til Fire’ i Søften

Bodil Svendgaard               Bruger/Låner samt repræsentant for Arrangementsgruppen

Anders Nørgaard                Bruger/Låner samt Kulturudvalgsformand

m.fl.

 

Anders Nørgaard (AN) gav udtryk for sin glæde og tilfredshed over fremmødet og takkede deltagerne for deres opbakning. AN nævnte at udvalget nu havde fået nyt navn: ”Kultur og Fritidsudvalget” med samme formand (AN) men med 3 nye udvalgsmedlemmer – der i blandt Thomas Storm. AN viste forskellige pjecer som f.eks. ”Hvad er det vi vil politisk i Favrskov Kommune” samt Favrskov Bibliotekernes arrangementspjece, og roste den og alle de mange arrangementer og det arbejde, der dagligt lægges i det.

 

AN pointerede at der i disse tider var endnu færre midler til rådighed på kommunalt plan, og at man derfor måtte være endnu mere kreativ og få noget ud af mest muligt for mindst muligt. Favrskov Kommune mangler i den grad midler, så for dyre ønsker/løsninger kan ikke umiddelbart efterkommes. Et vigtigt område i fokus i 2010 er harmonisering af selvejende og kommunale idrætshaller i Favrskov Kommune, i forbindelse hermed nævntes bl.a. licitation af Rønbækhallen.

 

Et andet fokusområde i 2010 og fremadrettet og som direkte involverer bibliotekerne er BoB – samarbejde mellem borgerservice og biblioteker. Planen er at udnytte de lange åbningstider bibliotekerne tilbyder borgerne og få koblet forskellige (hensigtsmæssige) borgerservice opgaver på og dermed højne serviceniveauet endnu en tand. Der bliver ikke tale om den fulde palet af borgerservice opgaver, som bliver lagt ud på bibliotekerne. Planen er at opgaver udvalgt af hhv. projekt- og styre gruppen på sigt kommer til at indgå i det daglige biblioteksarbejde.

 

AN nævnte at midt i tiderne hvor nogle biblioteker har kunnet mærke en drastisk nedgang i besøgs- og udlånstallene, er Favrskov Bibliotekerne derimod en vigtig del af en ny statistik, der sætter bibliotekerne på en flot anden plads for højeste udlån pr. medarbejder. AN udtrykte stor tilfredshed med bibliotekerne og kulturhusene.

 

TRV opfordrede de fremmødte til at gå i tænkeboksen og løbende komme med ønsker og forslag, og TRV skitserede dernæst diverse services og tiltag for bibliotekerne og kulturhusene generelt, og pointerede at de ansatte ikke er ’specialister’ men  mere ’generalister’, som skal vide noget om alt – men dog ikke til bunds. Bl.a. om Netmusik, Netlydbog og E-bog samt Filmstriben.dk (i den indledende fase)

 

Nutidens bibliotek citeres som værende på en ’brændende platform’ i forhold til mediernes forestilling om en fremtid med eller uden bøger. Holdningen generelt må dog siges at være, at bogen højst sandsynlig altid vil have en central rolle.

 

Favrskov bibliotekernes (og kulturhusenes) hjemmeside og arrangementshæfter er en af de metoder der lægges vægt på til at formidle videre til borgerne om nyt i de enkelte huse i kommunen. Yderligere fremhæves andre services som f.eks.:

 

Webbook –  til brug ved lokaleudlån, som brugerne også kan bruge til forespørgsler på nettet

(faste brugere/sæson udlån henvises stadig fortrinsvis til Brogaarden)

Teleslynger   - nu også i hhv. HAD og HIN som ekstra hjælp til døve eller svagt hørende

Rullende klapborde – nye solide og mere brugervenlige i HIN

Lakering af gulv i Uhresalen – hele historikken fortalt på den sjove måde; efterspørgsel på dans i HIN kan ikke efterkommes dels grundet det nye gulv men også p.g.a. ugedag sammenfaldende med anden fast ugentlig aktivitet, og fordi salen fortrinsvis er til ad hoc arrangementer.

 Facebook – FavBib’erne er nu også med på dette på nettet, og brugerne opfordres til at kommentere løbende;

Favrskovbilletten.dk – salg af billetter til div. FAV arrangementer – også som bestilling på nettet samt som ’print-at-home’ billetter;

 

Udstillinger – koordineres af brugergruppen UDSTILLINGER (BST)

KULTUNAUT – oversigt på hjemmesiden over samtlige arrangementer.

 

”Partnerskaber’ – ej blot et ’modeord’ – vi tror på det”. Favrskov bibliotekerne samarbejder p.t. med borgerservice i den indledende fase. Borgere i Favrskov Kommune kan således f.eks. hente en ny forsyning batterier eller slanger til høreapparater og få hjælp til udskrivning af vejledning i brug, samt få udleveret en pjece fra Hørecenter Midt.

 

Borgere af anden etnisk herkomst kan få hjælp til oversættelse af diverse dokumenter af en tolkeservice på hhv. Farsi og Arabisk - en service der tilbydes på samtlige biblioteker på skift uge for uge.

 

SMS- og e-mail service, med påmindelser 2 dage forud for aflevering af mat. er stor succes. Der påtænkes en udvidelse af SMS service til at inkludere oplysning om afholdelse af diverse arrangementer og andre serviceoplysninger.

 

I Hinnerup vises nye tiltag, services og andre oplysninger via et slideshow på en storskærm i udlånet.

 

Flydende materialebestand har bestået de indledende prøver og alle materialer i Favrskov Bibliotekerne ’flyder’ nu fra hus til hus, hvilket giver et større og mere varieret/spændende udvalg i de forskellige huse.

 

Deltagerne opfordres til at melde sig til de forskellige brugergrupper. Således blev der hvervet 1 nyt medlem til kunstudstillingsgruppen samt 2 interesserede til arrangementsgruppen. Gruppemedlemmerne mødes nogle gange årligt og diskuterer diverse forslag og erfaringer.

 

Bruger ønsker/idéer:

 

Forespørgsel på ’søndagsåbent’; det er næppe aktuelt grundet kommunens økonomiske krise.

Scenelys i Uhresalen: standerlampetype og evt. køb undersøges af forespørger (Thorkild)

Lamelgardin i Uhresalen: sollys i Uhresal kan til tider være forstyrrende. Forespørgsel på løsning med et lamel gardin. Den nuværende heldækkende lærred skal fortsat være der ift. billedfremvisning og mørklægning, hvilket komplicerer tingene.

Bog/film forum: de interesserede blev opfordret til at deltage i forskellige fora dels på hjemmesiden (nyt debatmodul er lige på trapperne) dels på Facebook, samt til at benytte sig af diverse portaler og licenser til rådighed gennem bibliotekerne.

 

Der blev fra deltagernes side udtrykt stor tilfredshed med Hinnerup Bibliotek & Kulturhus.

Mødet afsluttedes og TRV takkede for fremmødet og alle ’roserne’.

 

22.marts 2010

 

 

 

 

Handlinger tilknyttet webside